Når arbejderbien er kravlet ud af cellen, har den en masse forskellige opgaver i bifamilien. Hvad den laver hvornår, afhænger af, hvor gammel den er. På tegningen kan du se de mange forskellige opgaver en arbejderbi har.
Figur. En arbejderbis mange opgaver gennem livet. Illustration Eva Wulff.
Dag 1: Bien udvikler sig til fungerende arbejderbi og fodres af andre bier.
Dag 2-3: Rengøringsbi. Renser celler efter den yngel som har forladt dem og samles og varmer yngellejet op hvis det bliver afkølet.
Dag 4-5: Bierne æder store mængder pollen og honning så de bliver i stand til at producere fodersaft.
Dag 6-10: Amme bi. Fodrer ynglen og er med til at fodre dronningen.
Fra dag 10: Bierne flyver for første gang ud på en kort orienteringstur og indprenter sig bistadets omgivelser. Vagtbier ved flyvesprækken udsender dufte så de unge bier kan finde hjem igen.
Dag 10-18: Honningpakker og byggebi. Bierne kan modtage nektar og lave den om til honning, de kan stampe pollen fast i celler, og hvis der er behov for det kan de gøre rent i stadet og flyve ud med affaldet. I perioder hvor bierne bygger vil de svede voks og bygge celler.
Dag 18-20: Vagtbi. Bierne opholder sig ved flyvesprækken og kontrollerer lugten af alle indkommende bier. Bier som ikke hører til i stadet afvises eller angribes. Gedehamse, ørentviste og andre fjender angribes og stikkes ofte ihjel.
Fra dag 21: Trækbier. Henter pollen og nektar. Trækbierne kan også hente vand, hvis der bliver for varmt i stadet og harpiks til at tætne stadet. Nu flyver bierne og udfører deres opgaver til de til sidst er slidt op og falder døde om.
De bier som lever i vinterhalvåret bliver ofte 6-7 måneder gamle. Deres vigtigste opgave er at holde dronningen varm og fodre hende, så hun er klar til at lægge æg, når det bliver forår.
Forfattere Camilla Lindberg og Kim Errebo
https://biernesverden.dk