Bierne lever udelukkende af mad, som de kan hente i blomsterne. Både honningbier og andre bier har brug for masser af blomster for at finde mad.
Forskellige blomster blomstrer på forskellige tidspunkter. Honningbier besøger mange slags blomster, men mange andre bier foretrækker nogle bestemte blomster. Derfor skal der helst være mange forskellige blomster, så der altid er mad at finde for alle bierne.
En blomstrende eng giver mad til mange bier. Foto Palle Frejvald.
Figur. Vinterraps har fire nektarier ved basis af blomsten. To store og to mindre. Her ses to store dråber nektar ved basis af de to korte støvdragere. Foto Lise Hansted.
Menneskelige aktiviteter, som f.eks. byer og marker, giver ikke meget plads til vilde blomster. Hvis der ikke er blomster nok i et område, skal bierne flyve alt for langt for at finde mad nok, og så kan de ikke overleve. Det kan de andre bestøvere, som f.eks. sommerfugle og svirrefluer, heller ikke.
Vi kan heldigvis hjælpe dem ved at sørge for, at der er blomster alle de steder, hvor det er muligt, f.eks. ved at lave blomsterstriber i græsplæner, vejkanter, marker osv., og sprede frø af vilde blomstrende planter. I vores egne haver kan vi hjælpe ved at lade ukrudtet være og i stedet nyde blomsterne og de summende insekter.
Nektar er en sød væske, som bierne får energi fra.
Bierne får protein fra pollen, men også fedt og vitaminer.
Forfattere Camilla Lindberg og Kim Errebo
https://biernesverden.dk