Figur. Bien forneden viser de andre bier, at de skal flyve i retning mod solen for at finde føde. Illustration Danmarks Biavlerforening.
Bi-dans leges udendørs i skolegården eller en park.
Tre elever udpeges til spejderbier. Hver spejderbi gemmer en beholder med f.eks. farvede perler (nektar) et sted i udkanten af legeområdet. Den må ikke være alt for svær at finde. De andre elever lukker øjnene og laver lidt larm imens, så de ikke kan se og høre, hvor den gemmes. Nu skal spejderbierne på skift ”danse” ved at gå rundt i et ottetal, sådan at de har retning mod deres gemmested, når de er i midten af ottetallet. Her laver de en lille rystedans for at vise retningen (en lidt forenklet udgave af den virkelige bidans, hvor vi undlader at tage højde for solens retning).
De andre bier står rundt om og kigger på. Når nogle af de andre bier har forstået retningen, kan de løbe ud og lede efter beholderen. Når beholderen er fundet, må hver bi kun tage en perle ad gangen med tilbage og lægge den i en fælles skål (bistadet). Nu går den næste bi i gang med at danse. Når alle tre spejderbier har danset, må der samles fra alle tre beholdere.
Hvor mange perler kan bifamilien nå at finde på f.eks. 5 min?
Forfattere Camilla Lindberg og Kim Errebo
https://biernesverden.dk